Spiseforstyrrelser børn

Hvorfor tidlig opsporing er afgørende

Spiseforstyrrelser kan opstå allerede i barndommen, men teenagealderen er en særlig sårbar tid. Kroppen forandrer sig, og mange unge begynder at sammenligne sig med andre og bliver mere optaget af udseende, vægt og præstation. Spiseforstyrrelser påvirker både kroppen, humøret, hverdagslivet og sociale relationer. 

Spiseforstyrrelser hos børn og unge kan være svære at opdage, fordi tegnene ofte er skjulte og kan se meget forskellige ud alt efter alder.

Det er en udbredt misforståelse, at det kun er børn, der er meget tynde, der har en spiseforstyrrelse. Et barn kan godt have en spiseforstyrrelse, selvom vægten er normal. På samme måde kan overvægt nogle gange være et tegn på en spiseforstyrrelse. Derfor er det vigtigt at se på barnets adfærd og trivsel – ikke kun vægten. 

Tidlig opsporing og støtte kan forhindre, at problemerne vokser sig større og får alvorlige konsekvenser for barnets helbred og selvværd. Jo tidligere en spiseforstyrrelse opdages og behandles, desto større er muligheden for fuld bedring. 

Hvad gør jeg helt konkret som forælder?

1. Skab faste rammer
   Hold fast i regelmæssige måltider og tal om andre ting end mad ved bordet. Lav noget hyggeligt sammen bagefter.
2. Vær selv rollemodel. Spis stabilt hen over dagen, hav neutralt sprogbrug om mad og krop. Vær ikke selv i gang med slankekur, faste eller udelukkelse af visse fødevarer, hvis I mistænker jeres barn eller unge udviser tegn på en spiseforstyrrelse.
3. Observer i en periode
   Notér ændringer i spisevaner, humør eller socialt liv. Det gør det lettere at tale med barnet/den unge – og med lægen.
4. Hold fast i normaliteten Vær opmærksom på om I kommer til at understøtte/vedligeholde spiseforstyrret adfærd ved at indrette hverdagen omkring barnet eller den unges præferencer i forhold til mad og motion, for at undgå konflikter.
5. Tag snakken roligt, men insisterende
   Italesæt din bekymring. Vid at barnet/den unge måske ikke selv har erkendt at der er et problem eller har svært ved at åbne op om emnet. Respekter hvis den unge ikke vil snakke lige nu, men aftal et andet tidspunkt. Lyt uden at dømme og undgå at blive for løsningsorienteret. Anerkend at der kan være ambivalens. Bestræb samarbejde, men hold fast i, at det er jer som forældre, der har ansvar for, at jeres barn/unge får hjælp, hvis I ikke kan klare det på egen hånd.
6. Søg hjælp i tide
   Kontakt lægen, hvis bekymringerne varer ved, eller symptomerne forværres. Ved akut vægttab, besvimelse eller selvskade: søg hjælp straks.
7. Pas også på jer selv
   Del bekymringerne med andre voksne og søg rådgivning, så I som forældre ikke står alene. Skab åndehuller til jer selv og aflast hinanden.

Typer af spiseforstyrrelser hos børn:

• Anoreksi: restriktiv spisning, overdreven motion eller lange gåture, stærk kropsforvrængning, fordøjelsesproblemer, ritualiseret adfærd (særligt omkring måltider), kuldskærhed 
• Bulimi: overspisninger (typisk mindre mængde end voksne, men følelse af kontroltab), opkastninger, craving, kropsutilfredshed, påfaldende toiletbesøg (pga. opkastninger), overdreven motion, fordøjelsesproblemer. 
• Tvangsoverspisning/BED: overspisninger (typisk mindre mængde end voksne, følelse af kontroltab), kaotisk spisning, spisning i smug, mavesmerter, ingen kompenserende adfærd, evt. overvægt  
• ARFID: selektiv spisning (meget få fødevarer), ubehag ved spisning af nye fødevarer, manglende appetit, sansesarthed. Selektiv spisning er ikke drevet af ønske om vægttab eller optaget af udseende, men den påvirker ofte vægt, vækst og/eller social trivsel 

Tidlige tegn efter alder

0–3 år (spæd og småbørn)

Allerede i de første leveår kan der vise sig tidlige tegn på problemer med spisning, som i nogle tilfælde kan udvikle sig til egentlige spiseforstyrrelser senere, men vær opmærksom på, at det for manges vedkommende er tegn på mistrivsel. Tidlige tegn på problemer omkring mad og spisning kan være:

• Barnet vil ikke spise eller viser meget lidt interesse for mad
• Spiser kun få typer mad
• Græder eller bliver urolig ved måltider
• Kaster ofte op uden lægelig årsag
• Tager ikke nok på i vægt
• Konflikter omkring mad

4–10 år (børnehave/indskoling)

Spiseforstyrrelser kan opstå allerede i barndommen, men tegnene kan være svære at opdage, fordi de ofte ligner almindelig kræsenhed eller naturlige udviklingsfaser. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på ændringer i barnets spisevaner, adfærd og reaktioner omkring mad, så man kan gribe ind tidligt og støtte barnet bedst muligt.

• Uforklarligt vægttab eller manglende vægtøgning i forhold til barnets vækstkurve
• Undgåelse af måltider eller visse fødevarer, meget lille appetit
• Hyppig mavepine eller diffuse smerter
• Pludselig kræsenhed, der ikke virker alderssvarende
• Overoptagethed af “sund mad”
• Større vægtstigning inden for en kort periode
• Spisning i smug, fund af skjult slikpapir mv.
• Skam eller skyld i forbindelse med mad
• Stærke følelsesudbrud ved måltider (gråd, panik, vrede)
• Stærk frygt for kvælning eller opkast, som gør, at barnet undgår bestemte fødevarer 
• Træthed, lav energi, irritabilitet
• Begyndende kropsutilfredshed
• Overdreven bevægelse eller træning for at “forbrænde” mad
• Perfektionisme eller stort behov for kontrol
• Tiltagende konflikter omkring mad
• Trækker fra sociale situationer, særlig hvis der er mad involveret

11–17 år (tweens/teenagere)

I teenageårene kan spiseforstyrrelser udvikle sig gradvist og ofte skjult. Ændringer i spisevaner, kropsopfattelse og humør kan være tidlige tegn, som er lette at overse. Jo tidligere man opdager signalerne, desto bedre muligheder er der for at forebygge, at problemerne udvikler sig.

• Pludselig interesse for kalorier, slankekure eller “sund spisning”
• Udtalt fokus på krop, vægt eller udseende
• Tiltagende sammenligning med andre unge eller på SoMe.
• Bevidst springe måltider over eller spise meget lidt
• Træner mere end normalt – ofte med skyldfølelse ved pause
• Toiletbesøg efter måltider
• Hurtigt eller uforklarligt vægttab
• Perfektionisme, kontrolbehov 
• Humørsvingninger, irritabilitet, tristhed
• Svimmelhed, træthed, hovedpine
• Maveproblemer, kuldskærhed
• Hos piger: uregelmæssig eller udebleven menstruation
• Større vægtstigning over en kortere periode
• Spisning i smug, fund af skjult slikpapir mv.
• Håndtering af følelser via mad.
• Skam eller skyld i forbindelse med mad
• Afholder sig fra sociale aktiviteter, særlig hvis der er mad involveret

Tegn på tværs af hverdagen for børn og unge

Spisning og måltider

• Springer måltider over, “glemmer” mad, ekstrem langsom spisning, skærer maden mikrostykker, flytter maden rundt
• Overdreven fokus på kalorier, “sund” mad eller slankekure
• Erstatning af måltider med smoothies/”snacks”, stærk uro ved menu-ændringer.
• Problemer med at mærke sult og mæthed
• Spisning i højt tempo, følelse af kontroltab, spisning i smug
• Selektiv spisning, ubehag ved at smage nyt, problemer med at spise ude hos andre

Følelser og tanker

• Lavt selvværd, sammenligning med andre
• Skyld/skam efter spisning
• Kontrolbehov/perfektionisme
• Sort/hvid tænkning om rigtig/forkert mad.
• Humørsvingning, nedtrykthed, irritabilitet.

Krop og aktivitet

• Kuldskærhed, træthed, svimmelhed, maveproblemer, udebleven/uregelmæssig menstruation hos piger.
• Rigid træning, uro når træning aflyses, ekstra “forbrænding” i hverdagen fx gåture, cykelture, flere ture op og ned af trapperne.

Socialt, skole og fritid

• Undgår aktiviteter med mad eller omklædning
• Isolering, trækker sig fra venner og veninder, som barnet ellers var tæt med før
• Øget fravær
• Faldende koncentration og præstation, konflikter med forældre om mad og måltider

Årsager og risikofaktorer 

• Samspil af biologiske, psykologiske og sociale faktorer
• Pubertet, perfektionisme, mobning, følelse af pres via sociale medier, belastninger i familien
• Optagethed af sundhed, som tager til over tid, uden at barnet/den unge nødvendigvis selv opdager det

Det er vigtigt at understrege, at det sjældent er én ting, der udløser en spiseforstyrrelse. Det er ofte en kombination af flere oplevelser og faktorer. Det er ikke altid, at barnet/den unge selv ved, hvorfor det startede. 

Sådan tager man samtalen

Italesæt din bekymring. Vid at barnet/den unge måske ikke selv har erkendt, at der er et problem eller har svært ved at åbne op om emnet. Respekter hvis den unge ikke vil snakke lige nu, men aftal andet tidspunkt. Én-til-én-samtaler kan hjælpe. Lyt uden at dømme og undgå at blive for løsningsorienteret. Anerkend at der kan være ambivalens. Bestræb samarbejde, men hold fast i, at det er jer som forældre, der har ansvar for, at jeres barn/unge får hjælp, hvis I ikke kan klare det på egen hånd.

Støtte i hjemmet – struktur før kontrol

Når et barn eller en ung har en spiseforstyrrelse, kan måltider og mad ofte blive konfliktfyldte. I stedet for at forsøge at “kontrollere” barnet, er det mere effektivt at skabe trygge rammer og struktur, som giver forudsigelighed og støtte:

• Fasthold forudsigelig måltidsstruktur
• Spis sammen, men undgå konflikter om mængde eller madvalg
• Tal om andre emner og hold fokus på nærvær
• Hold så vidt muligt fast i det almindelige hverdagsliv
• Hold fast i at få spist, men hjælp med pauser/beroligelse hvis uroen bliver for stor
• Hyggelig aktivitet efter måltider for at mindske uro/kompensationsadfærd.
• Anerkend følelser omkring mad og krop uden at kritisere
• Forsøg at skelne mellem barnet/den unge og spiseforstyrret adfærd/tanker/følelser.
• Aftal tydelig rollefordeling mellem forældrene.
• Skab fælles regler og rammer for måltider og støtte.
• Ændringer aftales altid i fællesskab, så barnet oplever konsistens.
• Struktur hjemme skal supplere, ikke erstatte, professionel behandling

Samarbejde med dagtilbud/skole

• Informér lærere/pædagoger om hvad de kan hjælpe med at holde øje med (madpakker, fravær, tematik i opgaver).
• Diskret koordinering om måltider/pauser, aftaler ved klasseture og idræt.
• Tal med skolen om hvornår skolen bør kontakte forældre/indsatser, så barnet får den rette støtte og hjælp.

Hvornår og hvor søger man hjælp?

• Akut: Ved besvimelse, kraftigt vægttab, påvirket hjerterytme, selvskade/selvmordstanker skal man kontakte (psykiatrisk) skadestue eller evt. egen læge hurtigst muligt.
• Ved vedvarende bekymring og tegn på spiseforstyrrelse/mistrivsel over længere tid kontaktes egen læge.
• Hvor: Man kan søge hjælp hos egen læge, socialrådgiver i kommunen, kommunal rådgivning, PPR, klinikker specialiseret i spiseforstyrrelser og Børne- og ungdomspsykiatrien. 

Behandling – hvad kan familien forvente?

Behandlingen af spiseforstyrrelser hos børn og unge er ofte familiebaseret, hvor familien er en aktiv del af forløbet. Forældrene støttes i at hjælpe barnet eller den unge med regelmæssige måltider og en tryg hverdag. Afhængig af alder og behov er forældrene med i hele samtalen eller blot dele af den. 

Et tværfagligt team med tæt samarbejde mellem psykolog og klinisk diætist sikrer en helhedsorienteret behandling med fokus på både de fysiske og psykiske elementer af spiseforstyrrelsen. Ved behov kan der suppleres med kropsterapi ved fysioterapeut, hvor der tilstræbes at genetablere en god forbindelse mellem krop og psyke. Nogle gange kan der desuden være behov for at inddrage speciallæge i psykiatri, f.eks. ved henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien, hvis barnet eller den unge har udfordringer ud over spiseforstyrrelsen, f.eks. depression, angst eller udviklingsforstyrrelser. Der kan desuden være behov for at henvise til mere specialiseret behandling for spiseforstyrrelse gennem børne- og ungdomspsykiatrien, såfremt den igangsatte behandling ikke har tilstrækkelig effekt, eller der sker hurtig forværring af symptomer.

En spiseforstyrrelse påvirker ikke kun den unge – hele familien mærker konsekvenserne. Måltider kan blive konfliktfyldte, følelser som skyld, frygt og frustration fylder hverdagen. Det er desuden meget almindeligt, at familiens vaner og dynamikker kan blive udfordret. 

I behandlingen spiller familien en helt central rolle som støtte for barnet eller den unge. Fokus er derfor ikke kun på den, der er ramt af spiseforstyrrelsen, men også på, hvordan hele familien kan støtte bedst muligt. Familien får mulighed for at reflektere over egne mønstre omkring mad, motion og samspil – både for at styrke støttende vaner og for at undgå mønstre, der kan vedligeholde spiseforstyrrelsen.

Målet med behandlingen er at støtte den unge i en gradvis stabilisering af spisning, vægt og adfærd, og have overskud til almindeligt børne- og ungdomsliv både hjemme, i skole og i forhold til sociale relationer. Behandlingen tager udgangspunkt i den enkeltes situation og tilpasses løbende, så indsatsen altid matcher behov og udvikling.

Forældre og søskende – pas på jer selv

Når et barn eller en ung har en spiseforstyrrelse, er det vigtigt, at forældre og søskende passer på sig selv. Det kan blandt andet gøres ved at:

• Søge støtte og viden hos fagpersoner og i netværk
  
• Tage pauser og skabe overskud
  
• Undgå bebrejdelser og polariserede roller som forældre (“good cop – bad cop”)
  
• Holde fast i relationer uden for sygdommen
  

Husk, at I som forældre primært er mor og far, ikke behandlere, selvom behandlingen kræver en stor indsats fra jeres side. Sørg for at passe på jer selv indimellem og få nogle “åndehuller”, så I bliver rustet til at støtte jeres barn gennem lang tid.

FAQ

Kan børn have spiseforstyrrelse uden vægttab?

Børn kan godt have en spiseforstyrrelse uden vægttab, da symptomerne kan vise sig på andre måder. Der findes forskellige typer af spiseforstyrrelser, som påvirker kroppen og vægten på forskellig vis. For eksempel kan personer med Binge Eating Disorder (BED) opleve vægtstigning som følge af længerevarende overspisning, mens nogle med bulimi kan have en stabil vægt, fordi de kompenserer for deres overspisninger. Derfor bør mistanke om en spiseforstyrrelse hos børn ikke afvises alene, fordi der ikke er tale om et vægttab.

Hvad er forskellen på kræsenhed og spiseforstyrrelse hos små børn?

Forskellen mellem kræsenhed og en spiseforstyrrelse hos små børn er, at der ved en spiseforstyrrelse er tale om en egentlig forstyrrelse, som påvirker barnets trivsel og funktionsevne. Hvor kræsenhed ofte er en almindelig del af barnets udvikling og typisk går over med tiden, kan en spiseforstyrrelse som ARFID (Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder) føre til alvorlige problemer med ernæring, vækst og socialt samvær omkring måltider. 

Hvornår skal skolen inddrages?

Skolen bør inddrages, så snart der opstår bekymring for, at et barn kan have en begyndende eller udviklet spiseforstyrrelse. Tidlig inddragelse kan være med til at skabe sammenhæng mellem barnets hverdag hjemme, i behandlingen og i skolen. Når lærere og pædagoger har viden om barnets udfordringer, kan de bedre støtte barnet socialt, fagligt og evt. i forbindelse med måltider.

Det er også vigtigt at inddrage skolen, når barnet begynder behandling, så der kan tages hensyn til eventuelt fravær, ændringer i energiniveau eller behov for særlige aftaler omkring spisesituationer. En åben dialog mellem skole, forældre og behandlere kan bidrage til at sikre, at barnet oplever tryghed og forståelse i alle sine daglige rammer.

Hvad gør man, hvis barnet (eller den unge) nægter at tale om det?

Det er vigtigt at have tålmodighed, hvis et barn ikke ønsker at tale om sine spisevaner eller følelser. Mange børn har svært ved at sætte ord på, hvad de oplever, og kan have brug for tid til at føle sig trygge. Tag små skridt, og vis, at du er tilgængelig og klar til at lytte, når barnet (eller den unge) er parat. Du kan understrege, at barnet ikke behøver stå alene med det, og at der findes andre voksne, som også kan hjælpe f.eks.en professionel behandler. Det vigtigste er at bevare kontakten og vise omsorg, uden at presse barnet til at tale.

Hvor lang tid varer behandlingen typisk?

Varigheden af behandlingen for en spiseforstyrrelse kan variere meget fra barn til barn. Det afhænger blandt andet af typen og sværhedsgraden af spiseforstyrrelsen, samt barnets individuelle behov og ressourcer. Behandlingen foregår ofte som et tværfagligt forløb, hvor både psykologer, diætister og andre relevante fagpersoner samarbejder om at støtte barnet og familien.

Formålet er, at behandlingen varer så længe, som det er nødvendigt for at sikre stabil bedring og trivsel, hverken kortere eller længere. Nogle børn har behov for støtte i en kortere periode, mens andre har brug for et længerevarende forløb med opfølgning over tid.