Hvordan jeg hjælper man en med en spiseforstyrrelse

En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved alvorlige og belastende tanker og følelser forbundet med mad, vægt og spisning. Når en spiseforstyrrelse udvikler sig, bliver forholdet til mad, krop og vægt gradvist uhensigtsmæssigt og ofte præget af svære følelser. Spiseforstyrrelser kan komme til udtryk på mange forskellige måder, som påvirker mennesker forskelligt. Symptomer kan blandt andet være gentagne episoder med overspisning eller restriktiv spisning, hvor fødeindtaget er præget af regler og begrænsninger. At være ramt af en spiseforstyrrelse kan have stor betydning for både personen selv og de pårørende. Spiseforstyrrelsen kan påvirke den fysiske og psykiske trivsel, dagligdags gøremål, relationen til familie og venner samt skabe bekymring og følelsesmæssig belastning hos de pårørende. 

Som pårørende kan det være vigtigt at støtte på en omsorgsfuld og forstående måde, samtidig med at man respekterer personens grænser og tempo. Det handler om at være til stede og vise støtte uden at presse for meget, kontrollere eller overtage ansvaret. En tydelig, rolig og respektfuld tilgang kan være med til at skabe tryghed og gøre det lettere for personen at tage imod eller søge hjælp. 

Styrk personens selvfølelse

Som pårørende til en person, som er ramt af en spiseforstyrrelse, kan du være med til at styrke hans eller hendes selvfølelse. Det kan du gøre ved at undgå at fokusere på vægt og udseende, men i stedet hjælpe med at finde glæde i andre områder af livet, som ikke har noget med mad eller krop at gøre. At fokusere på personens styrker og ressourcer kan ligeledes hjælpe med, at spiseforstyrrelsen ikke får lov til at fylde alt, samtidig med at selvfølelsen styrkes.

Pårørende kan desuden støtte personen, der er ramt af en spiseforstyrrelse, ved at anerkende og fejre de små sejre som f.eks. at starte i behandling. Selv de mindste indsatser og fremskridt kan styrkes ved at få opmærksomhed og anerkendelse.

Prøv at forstå det indre kaos

Som pårørende kan det være svært at forstå, hvad det betyder, når en nærtstående rammes af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse er ofte et tegn på underliggende udfordringer eller vanskeligheder, som personen oplever. Symptomerne kan opstå som et forsøg på at skabe kontrol over indre kaos og stærke følelser ved at kontrollere mad, krop og træning. Over tid kan dette føre til et ubalanceret forhold til mad og en negativ opfattelse af egen krop. 

Som pårørende kan man gøre en stor forskel ved at skabe et trygt rum, hvor personen føler, at vedkommende kan dele tanker og følelser og blive lyttet til. Det kræver tålmodighed og forståelse, fordi det kan være svært at erkende sygdommen, og fordi bedring tager tid.

Accepter personens behov for kontrol

Som pårørende kan det være svært at acceptere, at personen med en spiseforstyrrelse har så stort behov for kontrol, især når man har lyst til at gribe ind og stoppe uhensigtsmæssige tanker og handlinger. Alligevel kan det være vigtigt at møde personen med forståelse og respekt for, at kontrol kan føles som en måde at håndtere ubehagelige følelser på. Det betyder ikke, at man accepterer spiseforstyrrelsen, men at man anerkender personens oplevelse og mestringsstrategier. 

Du kan støtte personen ved at skabe strukturer og rammer, der giver tryghed, men uden at forsøge at styre hver handling. Det kan for eksempel være at hjælpe til at overholde aftalte måltider, planer eller daglige rutiner. På den måde kan du hjælpe personen til gradvist at slippe spiseforstyrrelsens greb uden at miste følelsen af kontrol og tryghed i hverdagen. 

Hvordan du kan hjælpe uden at være for påtrængende

Du kan støtte en person med en spiseforstyrrelse uden at være påtrængende ved at finde en god balance mellem nærvær, omsorg og respekt for deres grænser, behov og tempo. Det kan være en stor hjælp blot at lytte uden at dømme, afbryde eller forsøge at give løsninger. Personen kan have brug for at blive lyttet til, uden at der er for store krav og forventninger. 

Som pårørende kan du også opfordre til aktiviteter, der ikke har med mad eller spiseforstyrrelsen at gøre. Det kan for eksempel være at lave ting sammen, som giver glæde og afledning. På den måde kan du hjælpe ved at lytte, vise omsorg og empati, være tilgængelig og samtidig nænsomt opmuntre til at søge professionel hjælp. 

Det handler om at vise omsorg og tilgængelighed uden at presse for meget. Hvis du er meget bekymret, og personens helbred er i alvorligt fare, kan det dog blive nødvendigt at handle. Det er altid en balancegang, afhængigt af hvordan spiseforstyrrelsen viser sig, og hvilke konsekvenser den har for personen. 

Hvornår skal man søge professionel hjælp?

Ved nogle spiseforstyrrelser er det de pårørende eller andre omkring personen, der først opdager, at noget er galt. Personen selv kan derimod have en anden oplevelse og ikke se den samme alvor. Måske kan personen selv mærke, at noget ikke er, som det skal være, men det kan være utrygt at slippe de mestringsstrategier, der kan håndtere kaos og ubehag på den korte bane. 

Det kan føles krævende og utrygt at skulle tage imod behandling, men støtten fra en erfaren professionel kan hjælpe gradvist skabe større tryghed og motivation for at fortsætte. 

Nogle kan føle sig presset til at gå i behandling. Det er dog vigtigt, at personen selv er motiveret og ønsker at indgå i et forløb. Er man ikke helt klar til adfærdsændringer, kan et “overvejelsesforløb” være den bedste start. I et overvejelsesforløb kan man sammen med en behandler blive klogere på spiseforstyrrelsen, og hvorfor den overhovedet er opstået. På den baggrund kan man beslutte, om man måske vil fortsætte i et forløb med adfærdsændringer. 

Det kan omvendt være effektivt at starte behandling med det samme, hvis personen er klar til at tage imod hjælp. På dette tidspunkt kan det være vigtigt at støtte til at tage det første skridt mod behandling, da det ofte kræver stort mod og energi. Tegn på, at personen er motiveret og klar til hjælp, kan for eksempel være, hvis vedkommende selv taler om problemerne ved spiseforstyrrelsen, spørger ind til muligheder for behandling eller accepterer støtte fra pårørende eller fagfolk. 

Det kan også være nødvendigt at søge hjælp, hvis personen i høj grad mistrives, er i sundhedsrisiko eller er meget forpint som følge af spiseforstyrrelsen. 

FAQ

Du kan undgå at presse en person med en spiseforstyrrelse for meget, ved at møde personen med ro, tålmodighed og respekt. Det kan være hjælpsomt og rart for mange som er ramt af en spiseforstyrrelse, at deres pårørende især i starten er mere lyttende end handlende, så personen selv får lov til at bestemme, hvor meget de vil dele, og hvornår der skal tales om det. Kommentarer om personens madvaner, vægt og udseende, selv i positive vendinger, bør undgås. Du kan i stedet prøve at fokusere på og spørge til, hvordan vedkommende har det følelsesmæssigt og anerkende følelser og oplevelser uden at forsøge at presse i en bestemt retning. 

Selvom ønsket om at hjælpe ofte fylder meget hos pårørende, består deres rolle mest i at være trygge og omsorgsfulde støtter. Som pårørende kan man forsigtigt prøve at opmuntre til at søge professionel hjælp uden at presse, blot ved at være nærværende, vise omsorg og følge tempoet. 

Er det okay at stille spørgsmål om mad og vægt?

I nogle tilfælde kan det være relevant at stille spørgsmål om mad og vægt, men vi  anbefaler generelt at undgå kommentarer om madvaner, vægt og udseende, selvom intentionen er god. De ord, vi anvender, og den måde vi taler om mad og kroppen på, kan have stor betydning. Afhængig af, hvordan vi taler om mad og krop, kan det således forstærke skam – eller modsat skabe rum for ro og forståelse. 

I stedet for blot at kommentere på mad eller krop, kan det være langt mere gavnligt at spørge til, hvordan personen har det følelsesmæssigt, eller hvordan man bedst kan støtte ham/hende. Hvis du vurderer, at spørgsmål om mad eller vægt er vigtige for at forstå eller starte en samtale, er det afgørende at få accept først, f.eks. ved at at spørge: “Vil det være okay, hvis jeg spørger til det, du oplever omkring spisning?”. Får du ikke accept, skal du respektere det og i stedet vise tålmodighed og fortælle, at du altid er klar til at lytte, når personen er klar og vil tale om det. I samtaler om mad og vægt er det vigtigt at indtage en nysgerrig og åben holdning. Derudover kan det være effektfuldt at tale om spiseforstyrrelsen som noget personen har, og ikke som noget personen er. 

Hvad gør jeg hvis personen nægter at søge hjælp?